Mathilde Gram

Mathilde Gram

En forfatters tanker

Take your broken heart and make it into art!

Sorgens spor

Tanker om altPosted by Mathilde Gram Thu, August 02, 2018 14:27:09
Nu er det blevet tid til at omsadle. Bloggen er lavet om, og jeg glæder mig til at skrive om mere personlige oplevelser - glæder og tragedier. Jeg glæder mig til at dele mere, og jeg håber, at I har lyst til at kommentere eller dele af jeres oplevelser.

For mig begyndte det her med en tanke om, at vi har brug for at spejle os i hinanden. Men ikke som vi ser hinanden på facebook eller i korte beskeder, hvor alt er amazing. Hvor man selvfølgelig kan passe den mindste størrelse, hygge med kæresten uden afbrydelser af små børn, hvor der kun er smil og glæde i det lille hjem - som naturligvis er et stort hjem med den perfekte bil i indkørslen og den søde velopdragne hund i sin kurv, der jo aldrig i sit liv har fulgt med, hvis der blev tabt en krumme på gulvet. Nej, jeg tror, at vi har brug for at spejle os i hinandens rigtige liv. Hvor man ikke kan passe yndlingsbukserne efter en graviditet, hvor sorgen ødelægger en, hvor der er skænderier, hvor hunden får lov til at følge med i, hvad der falder på gulvet - men også hvor glæden, kærligheden og selve livet er. Så det er, hvor jeg begynder.

At miste min mor har været det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Min mor døde i 2014, og jeg sørger stadig over tabet af hende. Jeg har aldrig manglet en person i mit liv så meget, som jeg har manglet hende. Jeg manglede hende, da jeg blev gravid. Jeg manglede hende til den forfærdelige fødsel, som hun skulle have været med til. Jeg manglede hende i alle de dage, hvor jeg var på barsel. Hvor manden var taget på arbejde, og jeg sad alene hjemme med dette lille smukke væsen. Jeg græd. Jeg græd rigtig meget. Men det må man ikke sige. For jeg var jo på barsel. Jeg skulle være glad. Nyde det. Nyde min lille dreng. Og jo, det gjorde jeg også. Men jeg savnede også rigtig meget. Jeg savnede en til at lære mig, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gøre det. Jeg savnede en til at hjælpe mig. Til at komme med gode råd. Jeg savnede inderligt en, der kunne fortælle mig, at jeg rent faktisk gjorde det godt. At jeg ikke ødelagde denne søde lille dreng, fordi han sov i mine arme. At jeg ikke skadede ham for livet, fordi jeg ikke havde givet ham ALLE grøntsager i hele verden i den periode, hvor man åbenbart skulle nå at give ALT! Jeg savnede så inderligt noget hjælp. Noget støtte. Noget opbakning. Jeg havde det i manden, men det var ikke nok. For han vidste lige så lidt om børn, som jeg gjorde. Nej, jeg havde brug for støtten eller hjælpen fra min mor. Fra en der var klogere end mig på alt det her. Og det havde jeg ikke. Det var et enormt savn. Og det er det stadig. Jeg er begyndt at skrive på en bog om sorg. Hvordan det var for mig. Hvordan det var at blive mor uden selv at have en mor. Her er et lille uddrag.

Jeg husker, at jeg prøvede at snakke om det her savn til min mor noget tid efter fødslen, men det var, som om ingen rigtig ville snakke om det. Jeg snakkede en del med min mand og nogle veninder om det, men ellers var det, som om andre ikke ville snakke om det. For alt skal jo være så godt. Jeg skulle være glad. Stolt. Jeg skulle være lykkelig, for nu var jeg jo endelig selv blevet mor. Det var jeg også. Virkelig. Men jeg havde også brug for at snakke om det, og jeg havde brug for, at savnet til min mor blev anerkendt. I stedet blev det nærmest begravet, fordi det var skamfuldt. Jeg skulle jo KUN være glad. Det var jeg også. Helt bestemt. Og træt. Meget træt. Men jeg savnede også. Som var jeg slået tilbage til start.

Vi snakker ikke om sorg, og det er rigtig svært at stå alene med også i sådan en situation. Ikke nok med at man efter en graviditet og fødsel er proppet med hormoner, så bare at skulle lande igen efter en fødsel og give plads til det lille nye vidunder, der er kommet, er virkelig svært. For os betød den meget hårde fødsel, at vores lille dreng græd rigtig meget i de første 2 måneder. Det i sig selv er rigtig svært at håndtere. Med meget lidt afbrudt søvn, en fysisk krop, der trænger til at hele og få ro, hormoner, der kører på fuld udblæsning – og så et kæmpe savn og en sorg, der føles, som om det hele starter forfra.

For det var sådan, det føltes for mig. Det føltes, som om sorgen begyndte helt forfra, da jeg endelig fik min dreng. Det var, som om min mor kun lige var død. Det var, som om hun havde været død i 1 dag eller 2 og ikke i de 2,5 år, som hun egentlig havde været væk. Og med et barn, der græd. En mand, der skulle begynde på arbejde igen efter barsel. En hund, der ikke helt forstod, hvad der skete. Og mig selv, der dårligt nok hang sammen. Det var simpelthen for meget.

For mig har det været rigtig svært. Måske andre har det lettere. Det kan jeg kun håbe. Men for mig har det været rigtig svært ikke at blive anerkendt i den sorg, jeg faktisk stadig føler. Det er et enme, vi ikke må tale om, og det er virkelig tabubelagt. Det smerter mig. For vi er nødt til at dele sorgen. Ellers æder den os op. Det var først, da jeg begyndte i en sorggruppe, at jeg endelig mødte den forståelse og anerkendelse, som jeg så inderligt havde brug for. Jeg håber, at vi bliver bedre til at møde sorgen, men vi er nødt til at turde tale om den. Så derfor er det mit første indlæg. Om sorg. Smerte. Tårer. For jeg er også selv nødt til at begynde.



  • Comments(0)//blog.mathildegram.dk/#post33